Artikel belyser LED-rør

 | 

LED-belysning er i mange tilfælde både fremragende og energibesparende, men LED-rør lever sjældent op til forventningerne og kan have sikkerhedsmæssige brister. Derfor advarer TEKNIQ nu mod ukritisk at udskifte lysstofrør med LED-rør. 

Salget af energibesparende LED-rør som erstatning for almindelige lysstofrør er stærkt stigende. Det vækker bekymring i branchen, der må konstatere, at rørene sjældent giver så meget lys som lovet, ligesom de kan udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi de enten er produceret dårligt eller opsat uden rådgivning fra en autoriseret installatør. 

- Desværre går salget strygende, for vi ser allerede beviserne på, at det kan være en dårlig løsning. Et stigende antal er også ved at pille det hele ned igen, siger Willy Goldby, der er direktør for Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Belysningsarmaturer til fagbladet Electra. 

Det er ikke muligt at give et samlet billede af, hvor stort salget rent faktisk er, idet en stor del af salget, ifølge Sikkerhedsstyrelsen, foregår via internetbutikker. Og det er her en stor del af problemet ligger, forklarer pressechef i Sikkerhedsstyrelsen, Dorthe G. Rasmussen til fagbladet Electra: 

- Det er et svært gennemskueligt marked, fordi der er så mange af rørene, der bliver solgt under små internetbutikkers eget navn. I den forbindelse kan det være svært at finde ud af, hvor de oprindeligt kommer fra og hvem, der har produceret. 

Afdelingschef for Teknisk Afdeling i TEKNIQ, Christian Jarby, forklarer, at det primære problem med rørene er, at de ikke giver så meget lys som lovet. 

- Dermed kan en investering i ombygning af belysningen været gået tabt, fordi kunden ikke får det lys, som der ellers var blevet lovet. Typisk får man et meget svagt lys, så man kan være nødsaget til at skifte rørene ud, siger Christian Jarby, der også påpeger, at der i visse tilfælde kan være sikkerhedsmæssige problemer: 

- Nogle rør er produceret dårligt og kan give stød, når de skal sættes op, siger Christian Jarby. 

Sikkerhedsstyrelsen er opmærksom på problemerne med de farlige LED-rør og har allerede stoppet salget af tre typer rør - i øjeblikket testes yderligere seks rør. 

LED-rør bliver typisk brugt i skoler, institutioner, sygehuse og private virksomheder. For at sikre både installatører og kunder, lyder rådet fra afdelingschef for Teknisk Afdeling i TEKNIQ, Christian Jarby, at der altid bliver taget en autoriseret installatør med i projektet: 

- En installatør kan sikre den rigtige løsning og sikkerheden i installationen. Og jeg vil sige, at man langt hellere end LED-rør skulle investere i andre typer energibesparende belysningsanlæg, for jeg synes, der er meget få fordele ved løsningen med at udskifte almindelige lysstofrør med LED-rør. 

Fakta: 

Der findes en lang række LED-produkter, som blandt andet inkluderer lyskilder, spots, lamper og vejbelysning med mere. TEKNIQs advarsel begrænser sig udelukkende til udskiftning af lysstofrør til LED-rør, hvor kunden skal være varsom i sin udvælgelse og bør have en installatør med i beslutningstagningen.

Kilde til tekst TEKNIQ.dk

Tilbage